Hjernerystelse

Om Hjernerystelse

Hjernerystelse kan opstå efter et kraftigt slag mod hovedet, hvor man eventuelt kortvarigt mister bevidstheden eller bliver utilpas, forvirret eller disorienteret. Dette kan f.eks. ske i forbindelse med trafik- eller sportsulykker, fald eller slag.

Når man får en hjernerystelse, sker der en fysisk påvirkning af hele hjernen som blandt andet kan forårsage mikroskopiske skader på blodkar og nervebaner og skabe ubalance i hjernens kemiske og hormonelle systemer.

De typiske symptomer umiddelbart efter en hjernerystelse er hovedpine, kvalme og svimmelhed.

Hvis du har slået hovedet, kan der også være sket skader på nakken som skal håndteres sideløbende.

Symptomer efter en hjernerystelse

Studier viser at mellem 70-80 procent af alle med hjernerystelse tester positiv for vestibulære (balance/ ligevægt)- og oculomotoriske (syn/ øjenmotorik) dysfunktioner.

I USA har test og rehabilitering af disse funktioner i flere år været standard i forbindelse med hjernerystelse, men ikke altid her i Danmark. Der er heldigvis de senere år kommet mere fokus på området, og der er de seneste år publiceret en del studier på området. 
Bl.a. har nyere studier vist, at det er muligt at forbedre følgesymptomer 3 år, måske flere, efter selve hjernerystelsen med målrettet rehabilitering af dysfunktioner knyttet til det posturale system (evnen til at opnå, bevare eller genoprette en tilstand af balance ved alle stillinger eller aktiviteter) – herunder bl.a. de 2 omtalte områder; vestibulære- og oculomotoriske system.

Ligeledes er der studier foretaget på sportsfolk, der viser signifikant hurtigere tilbagevenden til sport ved samme intervention.
Der er studier, der viser, at dysfunktioner i de her dele af hjernen er prædiktive for udvikling af følgesymptomer fra hjernerystelse; eksempelvis hovedpine, svimmelhed, synsforstyrrelser, psykiatriske symptomer og forstyrrelser af koncentration og hukommelse.

Særligt tværfagligt forløb ifht. hjernerystelse hos Udby Kiropraktik

– Udredning som forudsætning for målrettet indsats

Hos Udby Kiropraktik⁺ arbejder kiropraktoren og fysioterapeuten tæt sammen i forhold til din udredning. Vi tilbyder en målrettet neurofaglig hjælp til at håndtere dine symptomer og daglige vanskeligheder, så du på en god måde kan vende tilbage til dine tidligere aktiviteter.

Ved den første konsultation hos kiropraktoren foretages en grundig undersøgelse af dine symptomer, og der iværksættes behandling af dine biomekaniske problematikker. Herefter skal du møde til undersøgelse og behandlingsopstart ved fysioterapeuten, der iværksætter behandling og neurologisk genoptræning.

Kiropraktoren og fysioterapeuten vil i samarbejde med dig lægge en behandlingsplan, der passer målrettet til dine problematikker.

Neurofysioterapi

En neurofysioterapeut arbejder med neurologiske lidelser, der vedrører centralnervesystemet og som kan skyldes forstyrrelser i nervesystemets struktur og funktion. Dette kan resultere i symptomer som: føleforstyrrelser, pareser (lammelser), gang- og andre bevægeforstyrrelser. Kranienerveudfald, så som sprog eller stemmeforandring, ændret syn og lugtesans, nedsat balance/ligevægtssans. Endvidere kan der være kognitive udfald som nedsat evne til planlægning, dårlig hukommelse og koncentrationsbesvær og funktionelle epileptiske anfald (krampelignende rystelser i kroppen).

I forhold til hjernerystelse arbejder neurofysioterapeuten blandt andet med rehabilitering af vestibulære og oculomotoriske problemstillinger, idet mellem 70-80 procent af alle med hjernerystelse tester positiv for netop disse dysfunktioner.

Test og rehabilitering af disse funktioner bør derfor være standard i forbindelse med hjernerystelse.

Udover at være relevant ift. hjernerystelse, er vestibulære- og oculomotoriske dysfunktioner ofte også et element i problematikker i forhold til svimmelhed, kronisk hovedpine, whiplash og lign.