Rikke Udby Craven
Rikke blev uddannet i 1992 i Los Angeles, Californien og arbejdede i en periode på en privat klinik i Anaheim, inden hun flyttede hjem til Danmark. Her har hun siden 1995 drevet klinik i Hobro, først på Nytorv og siden 2004 i Hobro Banegårds smukke gamle stationsbygning.
I 2000 blev Rikke færdig med sin efteruddannelse, International Chiropractic Sport Science Diploma, og har siden været tilknyttet kiropraktor ved flere store begivenheder, blandt andet VM i skøjteløb i Norge i 2002, OL i Athen 2004 samt World Games i Duisburg i 2005.
CV´et indeholder også en karriere som kiropraktor for flere professionelle cykelhold, herunder Team Glud & Mastrand Cycling samt Concordia Himmerland Cycling. Rikke har desuden været formand for Hobro Cykle Klub fra 2005 til 2012 og blev i 2013 udnævnt til æresmedlem af klubben.
I perioden 2001-2014 var hun aktiv i den internationale organisation for sportskiropraktorer, Federation Internationale Chiropratique du Sport (FICS). Udover 8 år som medlem af organisationens hovedbestyrelsen var hun også formand først for FICS PR-Committee og senere for FICS Education Committee. Hun fik i 2013 ifm verdenskongressen i Sydafrika tildelt “FICS Award for Outstanding Service”.
I dag behandler Rikke elite-idrætsudøvere, supermotionister og motionister i alle aldre i de daglige åbningstider på klinikken på Banegården. Derudover er hun stadig aktiv i sit arbejde udenfor klinikken, idet hun fortsat er kiropraktor for eliteroeren Fie Udby Erichsen, der vandt sølv ved OL i London i 2012, og siden 2014 har været en fast del af Hobro IK’s Superliga-trups sundhedssektor.